Iværksætteren, Maj Schiøtte, og manden med 30 års erfaring med hjælpearbejde i Afrika, Stig Glent-Madsen, har startet den socialøkonomiske virksomhed Rafiki med import af håndlavet, bæredygtig chokolade fra Uganda.
For hver plade de sælger, hjælper det både lokale kakaobønder og flygtninge i Uganda. Rafiki betyder venskab på Swahili.
Stig Glent-Madsen er tidligere mangeårig formand for Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp, og han driver "Fonden Det Nytter" med det formål at yde humanitær hjælp til nogle af verdens fattigste. Maj Schiøtte har i mere end 10 år drevet den veganske butik og deli Reborn.
Sammen vil de fortælle om projektet, som er baseret på tanken om hjælp til selvhjælp.
Vi samles i Hald Ege Hallen og maden kommer fra Café For Enden af Gaden.